| Artikler:
Jeanne d'Arc og lysets stemme
Jonas Struck gør kometkarriere som filmkomponist
Mindeord: Jerry Goldsmith
Mindeord: John Barry
Mindeord: Michael Kamen
Når filmmusikken vælger side
Shirley Walker 1945-2006
| Mindeord: John Barry af Henrik - 03.02.2011
John Barry
1933 - 2011
John Barry, min favorit komponist, er ikke mere. John Barry ændrede mit liv, okay måske ikke ligefrem mit liv, men så min musiksmag – på afgørende vis.
Jeg har altid, mere eller mindre ubevidst, haft interesse for instrumental musik og temaer, lige fra tv-serier i 1970'ernes barndom, i dag har jeg således et særligt forhold til musikken fra Superman – The Movie og Moonraker, da det var noget af det første udenlandske live action jeg så i biografen som 11-12årig. I 1980'erne hørte jeg meget tidens musik: hiphop og popmusik, men det var musikken og harmonierne jeg fandt mest interessante, ikke så meget sangen. I 1987 blev jeg interesseret i Tilbage til fremtiden og i 1989 så jeg trilogiens første efterfølger. Dengang var der evigheder til VHS'erne blev tilgængelige (ja, det var før dvd og internet), så jeg købte soundtracket (mit første score) for at genkalde mig filmen. Jeg vidste godt at Alan Silvestri var manden bag, men ellers gik jeg ikke meget op i det.
I 1991 skete det så: Danser med ulve modtog hele 7 Oscar statuetter og jeg fandt den ret opreklameret – endda uden at have set den. Det gjorde jeg så 3 gange det forår i 1991 – og var helt solgt, ikke mindst på grund af John Barrys fantastiske musik, det måtte jeg eje på cd. Så gik det stærkt: Chaplin var på vej året efter og ikke mindst albummet Moviola, hvor jeg kunne høre Barrys øvrige berømte temaer og så skulle jeg ellers på jagt efter Out of Africa, Midnight Cowboy, James Bond soundtracks, Somewhere In Time og hvad man ellers kunne få fat i på selvstændige cd, tilbage i 1992. Senere fik jeg heldigvis fat i flere, på det tidspunkt sjældne scores, bl.a. Born Free, Body Heat og Frances. I dag er samlingen næsten komplet, men der kommer heldigvis fortsat (gen)udgivelser på cd, senest er f.eks. Mary, Queen Of Scots og The Deep udgivet.
1 1998 var jeg for første gang i London (langt fra sidste), jeg måtte opleve en koncert med mit idol – og så i Royal Albert Hall. Jeg var der sammen med 2 andre fra DFS, vi mødte Barrys agent og fik en aftale om at få Barry signatur på hver vores plade, jeg fik autograf på Gold Edition cd'en af Dances With Wolves: "Best Wishes – John Barry" – sådan!
Ved selve koncerten mødte vi også Basil Poledouris (1945-2006), en utrolig imødekommende og rar person, der desværre heller ikke er iblandt os længere. Her fik vi også autografer. Selve koncerten var et lækkert overflødighedshorn, næsten 3 timer med et fantastisk program – stort set 30 % af alle John Barrys temaer og suiter blev fremført – jeg glemte helt at jeg havde ondt i foden undervejs i koncerten. Ved suiten til Somewhere In Time var jeg helt væk – skarpe strygere så hårene i nakken og på armene stod ret. John Barry blev i øvrigt introduceret af sin gamle ven Michael Caine. Virkelig en skam at denne koncert ikke findes på dvd.
Efterfølgende Barry koncerter har ikke kunne slå denne fra 1998, men var dog stadig et besøg værd. Jeg var i Wien i 2009, hvor datteren Katie Barry måtte tage imod The Max Steiner Award tildelt John Barry, der her måtte melde afbud pga. hustruens sygdom – han skulle ellers have dirigeret Goldfinger temaet, som var blevet kotumen ved tidligere koncerter. I 2010 var jeg i Gent, Belgien, hvor David Arnold modtog Lifetime Achievement Award på vegne af John Barry, der her selv havde fået flyveforbud af lægen pga. medicinering. Øv, min sidste chance for at se/opleve Barry – ved begge lejligheder var han dog igennem via en optaget besked på lærredet. Bond-dirigenten Nicholas Dodd sørgede dog for ved begge lejligheder, at vi fik et godt og bredt udvalg af Barrys legendariske temaer og suiter.
31. januar 2011 kom så den forfærdelige besked, der dog ikke var så overraskende for mig, set i lyset af seneste begivenheder.
I 1991 begyndte jeg min John Barry samling – I 2001 skrev Barry sit sidste filmscore Enigma og her i 2011 er det uigenkaldeligt slut… En fantastisk æra er tilendebragt, MEN John Barrys musik lever stadig her, samlingen vedligeholdes, jeg vil forsat nyde hans musik og tænke tilbage på de gode oplevelser – særligt i 1998.
Mon ikke der kommer en oplagt mindekoncert på et tidspunkt?
Tak for musikken Barry, John Barry!
Henrik
Vælg en artikel i menuen |
