DFS logo
Det Danske Filmmusik Selskab
The Danish Film music Society

Find

soundtrack komponist

Hovedmenu / Main menu
Anmeldelser (Reviews)
Artikler (Articles)
Blog (Danish)
Filmmusik bog (Danish)
Filmmusic Forum
Filmmusic & Soundtrack links
Komponister (Composers)
Lydsporet (Danish only)
Medlemmer (DFS members)

Henriks sider / pages
John Barry · Jerry Goldsmith
Rachel Portman
Howard Shore
Sven Gyldmark
Koncerter (Concerts)

© www.filmmusic.dk 1996, 2017


Her kan du få publiceret artikler vedrørende filmmusik, som ikke egner sig til Forum.
Send tekst og evt. billede til:

BEMÆRK: Artikler og eventuelle billeder, må ikke krænke evt. 3. mands rettigheder.
Såfremt artiklen ikke er din egen, SKAL der være kildeangivelser.

Artikler:

  • Jeanne d'Arc og lysets stemme
  • Jonas Struck gør kometkarriere som filmkomponist
  • Mindeord: Jerry Goldsmith
  • Mindeord: John Barry
  • Mindeord: Michael Kamen
  • Når filmmusikken vælger side
  • Shirley Walker 1945-2006
  • Når filmmusikken vælger side
    af Thomas - 31.08.2006


    Ennio Morricone.
    Kilde: AP/Polfoto

    Det har altid været vigtigt for den italienske filmkomponist Ennio Morricone at tage stilling til filmens handling, følelser og værdier gennem sin musik. Han er i en alder af 77 år stadig aktuel med sine distinkte scores, senest med ´De skæbneløse`. Mifune trækker her nogle tråde i en imponerende lang karriere og giver et bud på, hvad der gør italieneren så unik inden for sit fag.
    Portræt af Thomas Vilhelm

    De fleste mennesker forbinder Ennio Morricone med musik til spaghettiwesterns, men de udgør kun en brøkdel af hans samlede filmscore-produktion. Selvfølgelig kan der spores en del gentagelser og rutineøvelser på den lange liste, der tæller over 400 titler, men mesterværkerne er nemme at få øje på, og der er nok at tage af. De bedste af dem er i kraft af deres følelsesmæssige intensitet med til at farve vores opfattelse af filmens personer og deres værdier. For når musikken forsøger at overmande vores intellektuelle fornuft, kan det være svært at holde stand - især hvis det bliver gjort så godt og elegant som af "Il Maestro", når han er allermest suveræn.

    Fra pop til avantgarde
    Morricones filmmusik favner særdeles bredt: fra det sentimentalt folkelige til det skingert atonale. Han formulerer sig sikkert inden for de fleste musikgenrer, og hans scores er både inspireret af Bach, Verdi og Puccinis værker, avantgardemusikkens virkemidler samt pop- og rockmusikkens klangverden. Manden besidder en gudbenådet melodiøs åre og er tilmed en ferm arrangør, der forstår at overraske lytteren med utraditionelle instrumenteringer. I midten af 60’erne kom Morricone med i den eksperimenterende avantgardegruppe Nouvo Constanza og har både før og siden været på jagt efter nye lyde og effekter til sin musik. Noderne føres direkte ind i partituret uden kladder. Morricone stoler 100 procent på sit indre øre og behøver ikke at høre musikken først. Derfor leveres bestillingsopgaverne med et nærmest skræmmende tempo. Et hurtigt blik på de mange filmtitler viser tydeligt, at komponisten ikke lider af nogen form for berøringsangst. Listen indeholder således både letbenede mainstream-film, thrillers, historiske dramaer samt politisk kontroversielle kunstfilm. Morricones karriere blev grundlagt i musik- og tv-branchen i slutningen af 50´erne og starten af 60´erne. Han skrev stort anlagte popsange til sangerinder med opsat franskbrødshår og musik til diverse tv-spil. De finurlige og kreative orkestreringer inddrog lyde fra vandrør, skrivemaskiner og andre brugsgenstande, og i løbet af få år havde den ambitiøse opkomling etableret sig som en af landets førende tonesættere i underholdningsindustrien. Debuten som filmkomponist fik han med Luciano Salces for længst glemte ’Il Federale’ fra 1961. Få år senere stod Sergio Leone og manglede en mand til at stå for musikken til sin første spaghettiwestern, ’En nævefuld dollars’. Valget faldt på Morricone, hvilket snart skulle vise sig at være et særdeles godt træk fra instruktørens side.

    Skyd mens musikken spiller
    Leone havde set en række af de tidlige engelsksprogede italienske cowboyfilm og bidt mærke i ’El Gringo - Texas lovløse’ (Duello nell Texas) og ’Guns don´t argue’, ikke fordi de var bedre end så mange andre, men på grund af Morricones musik. Han blev hyret til ’En nævefuld dollars’, den første i den såkaldte ’Dollar-trilogi’, der sikrede genren et kvalitetsmæssigt løft. Komponisten og instruktøren kom godt ud af det med hinanden til trods for deres meget forskelligartede temperamenter. De var enige om, at både handlingen, billederne og musiksiden i den klassiske amerikanske western havde overlevet sig selv og trængte til fornyelse. Morricones bidrag hertil bestod af iørefaldende temaer, bimlende klokker, jødeharpe, Fender-guitar med masser af sustain, trompeter i det høje register, Alessandro Alessandronis rene og klare fløjtestemme samt hans kor Cantori Moderni, der både sang og råbte deres del af arrangementet hen over hele herligheden. Signaturmusikken til trilogiens sidste del, ’Den gode, den onde og den grusomme’, har for længst opnået kultstatus. Korstemmerne og guitaren lyder som om, de imiterer en ensomt hylende prærieulv, og de knaldende pistoler giver os de rette associationer i forhold til den verden, vi er på vej ind i. Temaet dukker op i diverse variationer gennem hele filmen og ledsager karakterernes færden med skiftende tempi og soloinstrumenter. Temaet udsættes både for forvrængede guitarer og menneskelig fløjten. Den symfoniske vellyd i de amerikanske westerns fik her et tonalt skud for panden - Morricones oprør mod konventionerne fandt sågar vej til hitlisterne det år.

    Den ordløse arie
    ’Vestens hårde Halse’ (’Once Upon a Time in The West’) hører til blandt filmhistoriens hovedværker, og det bærer musikken også en stor del af æren for. Morricone gør særdeles kreativt brug af ledemotivet, som findes i de fleste filmkomponisters værktøjskasse. Harmonica (Charles Bronson) ledsages af nogle ildevarslende toner fra en mundharpe, Frank (Henry Fonda) gør sin entre til lyden af en totalforvrænget elektrisk guitar og Cheyennes færd følges på vej af en klimprende banjo og et rytmisk akkompagnement, der mest af alt minder om en slentrende hest. Alle disse revolvermænd er bærere af "dødens melodi", da de vælger at løse deres problemer ved at trække blankt. Jills (Claudia Cardinale) melodi er samtidig også filmens hovedtema. Melodien når sit klimaks med Edda Dell´Orsos bevægende og ordløse arie for sopranstemme, da hun er på vej ud af stationsbygningen i Sweetwater for at lede efter sin mand, der lige er blevet skudt af Frank og hans brutale håndlangere. Rent musikalsk bærer Jills tema skønheden og håbet i sig, mens de mandlige roller tildeles en anderledes tungsindig toneklang. Civilisationen og jernbanen når til sidst frem til byen - det nye samfund har mere brug for Jill end de kyniske våbenbærere, der spreder død og rædsel med deres ugerninger. Dell´Orso synger ’Deborahs Theme’ i Leones grandiose svansesang ’Once Upon a Time in America’, der i en række flashbacks beretter om tre gangsteres liv, op- og nedture i 20’ernes, 30’ernes og 60’ernes USA. Filmen rummer nogle af Morricones mest inspirerende temaer, ikke mindst ’Deborahs Theme’, der for tilskueren virker som det egentlige hovedtema, til trods for at der faktisk er komponeret et andet af slagsen. Igen er det nemlig den kvindelige hovedfigur, som ender med at klare sig bedst, da det endelige regnskab bliver gjort op. Scoret står i stærk kontrast til de voldsomme billeder af mord, voldtægt og lemlæstelser og rammer perfekt den overordnede stemning af smerte, melankoli og længsel mod bedre tider.

    Politiske budskaber og dyster lyd
    Sideløbende med sit arbejde for Leone skrev Morricone musik til en række politiske film og hårdkogte thrillers. I løbet af 60-70´erne opnåede han en totalt dominerende stilling som filmkomponist i sit hjemland og i det øvrige Europa. Fra denne frugtbare periode er det værd at fremhæve samarbejdet med de italienske modernister Gillo Pontecorvo, Pier Paolo Pasolini og horrorfilminstruktøren Dario Argento. Pontecorvos ’Slaget om Algier’ følger landets oprørsstyrker i kamp mod den franske besættelsesmagt. Intensiteten af den væbnede konflikt får yderligere næring gennem Morricones militante og aggressive musik, der bæres af maskingeværagtigt slagtøjsspil, larmende messingblæsere og drønende klaverfigurer. Af de mange instruktører, komponisten har nået at virke for, er Pasolini den mest kontroversielle. Deres parløb varede frem til instruktørens død i 1975 og startede med ’Små og store fugle’ i 1966. Det mest bemærkelsesværdige ved denne ikke særlig helstøbte politiske satire er, at de indledende credits synges, så det lyder som en form for moderne opera! Den alsidige Morricone skrev moderne jazzmusik for trompet, saxofon og rastløst klingende kontrabas til Pasolinis ’Mordet i Milano’ (’Teorema’), der handler om det moderne menneskes fremmedgjorthed. Italieneren indtager også rollen som en slags musikarkæolog, der udforsker musikken i en given tidsperiode i Pasolinis litterære filmtrilogi, der slutter med en billedskøn og erotisk version af ’1001 nat’ fra 1974. Filmen viser Morricone fra en mere andægtig og intim side, end vi er vant til. Hans rolle i den skandaleombruste ’Salo, eller de 120 dage i Sodoma’ er noget mere uigennemskuelig. I hvert fald har komponisten hjulpet Pasolini med at lægge Carl Orffs korværk ’Carmina Burana’ hen over filmens absurd grusomme torturscene. Instruktøren har betegnet korværket som "typisk fascistmusik". Ud fra den betragtning giver tilstedeværelsen af ’Carmina Burana’ god mening, idet ’Salo’ handler om en flok højreradikale rigmænd i deres seksuelt perverterede og voldelige omgang med unge mænd og kvinder. To kriminalfilm af Dario Argento, ’Fuglen med krystalfjerpragten’ (1969) og ’Den nihalede kat’ (1971), demonstrerer tydeligt, at Morricone også evner at skrive urovækkende musik med dystre lydflader, eksperimenterende klange og atonale passager for soloinstrumenter, en stil han siden hen har dyrket i en del lignende film. Instruktøren Don Siegel hyrede Morricone til ’Two Mules for Sister Sara’ i 1969, men Hollywood-karrieren begyndte først for alvor at tage form efter den pastorale musik til Terence Malicks visuelt betagende film ’Himlen på jorden’ (1978). Morricone var ikke tilfreds med betalingen i USA og vendte tilbage til Europa, hvor han i 1986 sikrede sig et endnu større publikum med det mesterlige score til Roland Joffes drama ’Missionen’, som komponisten, med en vis ret, tæller med blandt sine egne favoritter.

    Coda
    Snart kan Morricone igen høres i biograferne i filmen ´De skæbneløse` Den svulmende optaktsmusik til Janus Koltais koncentrationslejrfilm demonstrerer, at Morricone stadig forstår at finde vej til vores inderste følelsesregistre. Det hele er lige ved at kamme over i hul patos i en scene, hvor vi ser hovedpersonen, en ungarsk-jødisk dreng ved navn Gyuri, stå sammen med de andre fangere linet op i endeløse rækker i Buchenwald. En ordløs arie for sopran sætter ind, akkompagneret af et stort kontingent strygere. Resultatet er tæt på at tangere det rene kitsch, da musikken bliver ubærligt sentimental og følende i sit udtryk. Resten af scoret er ganske sobert og med til at fremme tilskuerens sympati for drengen, der i løbet af filmen udvikler sig til en ung mand blottet for illusioner. Morricone evner ganske ofte forførelsens kunst på det musikalske plan, og alt tyder på, at han agter at fortsætte sin metier indtil den dag, han finder evig hvile med en stak nodeark i hænderne.

    Morricone i ord og tal
    Ennio Morricone blev født den 10. november 1928 i en forstad til Rom. Faderen var trompetist og optrådte i små natklubber. Han lærte sønnen at spille på diverse instrumenter og læse noder. Lille Ennio blev særlig begejstret for trompeten og begyndte som seksårig at fifle med små jagttemaer. I slutningen af 40´erne blev han optaget på et af landets fineste konservatorier, hvor han havde trompet og komposition som hovedfag. I 1954 bestod Morricone eksamenen med maner og prøvede efterfølgende at slå igennem som klassisk komponist, men søgte af økonomiske grunde en mere kommerciel næringsvej inden for tv og pladeindustrien. Det blev dog som filmkomponist, at Morricone sikrede sig en plads i nutidens film- og musikhistoriebøger. De mere end 400 filmscores har gjort ham til en levende legende.

    Ti af de bedste scores
    ´Slaget om Algier´ (1965)
    ´Den gode, den onde og den grusomme` (1966)
    ´Vestens hårde halse´ (1969)
    ´Queimada´ (1969)
    ´Den nihalede kat´ (1971)
    ´Himlen på jorden´ (1978)
    ´Once Upon a Time in America’ (1983)
    ´Missionen´ (1986)
    ´De uovervindelige´ (1987)
    ´Mine aftener i paradis´ (1989)

    Filmmusikkens grundbegreber

    Score
    Det engelske ord score bruges i en del sammenhænge. Indenfor musik kan det både betyde et partitur og musikken til en film.

    Ledemotiv
    Ledemotivet stammer fra operaen og blev flittigt anvendt af komponister som Wagner, Verdi, Strauss og Puccini. Teknikken vandt hurtigt indpas i filmmusikken, så publikum var i stand til at genkende helte og skurke, genstande og særlige situationer ud fra hver deres musikalske signatur.

    Tema
    Et tema er en musikalsk idé enten i form af et motiv, en kort melodilinje eller begge dele, der bruges til at indlede en komposition, og som hyppigt gentages i et længere musikalsk forløb.

    Thomas Vilhelm er musiker og foredragsholder, og han udsendte sin første bog `Det visuelle øre - filmmusikkens historie` på forlaget Systime, november 2005


    Vælg en artikel i menuen