DFS logo
Det Danske Filmmusik Selskab
The Danish Film music Society

Find

soundtrack komponist

Hovedmenu / Main menu
Anmeldelser (Reviews)
Artikler (Articles)
Blog (Danish)
Filmmusik bog (Danish)
Filmmusic Forum
Filmmusic & Soundtrack links
Komponister (Composers)
Lydsporet (Danish only)
Medlemmer (DFS members)

Henriks sider / pages
John Barry · Jerry Goldsmith
Rachel Portman
Howard Shore
Sven Gyldmark
Koncerter (Concerts)

© www.filmmusic.dk 1996, 2017

Optimisme og inspiration

Mindeord om IB SCHØNBERG af KOMPONISTEN SVEN GYLDMARK

Mit første samarbejde med Ib begyndte i 1937 paa Palladium med filmen "Plat eller Krone". Det var i den film, Ib sang Der er noget af den rigtige stemning, En sommermorgen i København og Vi hænger allesammen og gynger i en traad. - Ib's søn, nuværende redaktør Bent Schønberg, spillede en dreng i filmen, nemlig Ib som barn, - og det var ikke kedeligt.

Der var i det hele taget aldrig noget, der var kedeligt, naar Ib var med eller i nærheden, for blot Ib's tilstedeværelse bortjog enhver form for træthed eller tristhed, enhver form for surhed, uoplagthed eller pessimisme.

I arbejde som i venskab: Ib var altid oplagt, positiv og optimistisk. Hans væsen smittede af, og for at bruge een af hans egne vendinger, saa sad hans utallige og overraskende replikker altid lige i øjet. Hans replikker blev slagord : Hver dag en fest - Det ligger tungt, mine venner - Hvad nyt i byen - Fortæl, fortæl. Der var musikalsk rytme i hans sætninger, de lød som refræner.

Men allerede dengang, i 1937, tog han mig under armen, trak mig tilside og begyndte at tale intenst og indtrængende om en revy, han ville lave i nær fremtid. Den store, folkelige revy i et telt. Cirkus Ib skulle revyen hedde, og teltet skulle ligge i Fælledparken.

Hvert eneste aar ringede han mig op og spurgte, om jeg var i gang med melodierne - og jeg sagde naturligvis ja - men, ærligt talt, jeg regnede ikke med, at den revy nogensinde skulle blive til noget.

Men saa en dag i foraaret 1945 ringede Ib og spurgte, hvordan det gik med vores revy, og han bad mig om at møde ham samme dag i Fælledparken. Jeg tog derover, og Ib var der - men, der var mere end ham og mig, - der stod et telt, og over teltet lyste skiltet Cirkus Ib. Et gedigent telt med siddepladser, scene og lysinstallationer, og Ib spurgte : Hvornaar kan vi begynde prøverne?

Ib's ukuelige optimisme, hans ildhu, hans jernenergi og vilje havde endnu engang sejret. Han havde atter faaet een af sine mange drømme til at gaa i opfyldelse, nemlig: drømmen om igen at faa et teater i København.

I de næste fjorten dage fik forfatterne og komponisterne travlt, kort sagt vi skrev revy. Det lyder maaske prætentiøst, men Ib ville ikke lave revy, hvis jeg ikke var med - det sagde han altid, og han holdt ogsaa ord.

Hans revyer startede altid i januar hjemme paa Vodroffsvej 3 B, hvor Ib samlede sine forfattere og komponister til Forloren skildpadde, en skildpadde som han selv havde lavet, og som var omtrent lige saa berømt som han selv.

Ib tronede for bordenden i skjorteærmer og fortalte anekdoter fra teater- og filmverden. Efter det overdaadige maaltid serverede Ib kaffe, cognac, cigarer og ideer. Han var sprængfyldt af revyideer, og havde sin egen mening, men han var altid lydhør overfor gode raad fra sine medarbejdere.

Til de første prøver, der foregik i De berejstes Hus, fik hele personalet og revyens fædre altid ros og opmuntring. Der skete noget i og omkring Ib, og naar man gik fra ham, var man altid glad og optimistisk.

Tre dage inden premieren. Vi vidste det hvert aar - alle ventede paa det, skuespillere, musikere, forfattere, komponister, scenefolk. Spændingen var mere eller mindre hos de forskellige, men den var der. Saa kom eksplosionen! Ib's store aarlige tur - Ib's rystende raseri over alt det, han delvis havde sagt, delvis havde tænkt, ikke foldede sig ud paa scenen i nøjagtig de tempi, de ind- og udgange, de belysningsskift, de orkesterindsatser, der sætter prikken over i'et. Det var som et tordenvejr, et utal af gnitrende, bragende lyn, den store elektriske udladning, der spredte og bortjog alle premiere-nervøsitetens skyer.

Men naar det var overstaaet, var Ib igen den Ib, vi alle kendte og holdt af, og alle sandede lettet op, for det uvejr var nødvendigt for Ib og for forestillingen.

Ib! en af landets faa personligheder er borte. Jeg har mistet et uerstatteligt venskab, og jeg vil savne hans ukuelige optimisme og hans vidunderlige inspiration.